True
Region

Resume af bogen - Den faste Femern Bælt- forbindelse: Regionale udviklingsperspektiver

Store gevinster i sigte med en fast Femern Bælt-forbindelse

Den faste Femern Bælt-forbindelse er et af verdens systemforandrende megaprojekter. Forandringen i infrastruktur og tilgængelighed har i sig potentialet til en ny økonomisk, kulturel og samfundsmæssig udvikling i de regioner og lande, som støder op til forbindelsen. Og der er store gevinster i vente. Det fremgår af en ny videnskabelig bog om de regionale effekter af den faste forbindelse.

Ny infrastruktur i denne størrelsesorden har altid medført markante forandringer, hedder det i bogen. Der vil opstå nye relationer og blive basis for ny samhandel, ny turisme, nye arbejdspladser og nye muligheder for at bo.  Det vil ændre samfundene omkring forbindelsen - både når det gælder tæt på for Sydsjælland, Lolland, Falster og Østholsten og længere borte mellem København, Malmø og Lund, som tilsammen udgør ”Øresundsbyen”, og Hamborg. Også for de store nordtyske byer, Kiel, Lübeck og Rostock vil der åbne sig nye regionale udviklingsperspektiver.

- Vi vil se vækst og udvikling både tæt på forbindelsen og i de to metropoler, Øresundsbyen og Hamborg, når den faste forbindelse åbner, siger professor Christian Wichmann Matthiessen fra Københavns Universitet, som har stået i spidsen for det multinationale forskerteam, der har analyseret Femern-effekterne:

 - Vi peger i rapporten på en række oplagte udviklingsområder, men man skal være opmærksom på, at skal det fulde potentiale af forbindelsen udløses, så kræver det allerede nu et stærkt politisk engagement i at få nedbrudt barrierer, støtte samarbejder og stille midler til rådighed for information og oplysning. Udviklingen omkring Femern Bælt-forbindelsen vil ikke gå så hurtigt, som vi for eksempel har set i forbindelse med Øresundsbron mellem København og Malmø. Både de administrative, kulturelle og mentale barrierer ved Femern Bælt-regionen mellem Danmark og Tyskland er betydeligt større end de er mellem Danmark og Sverige. Dertil kommer at den Femern Bælt-nære del af regionen savner tunge centre.

I rapporten, ”Den faste Femern Bælt-forbindelse, Regionale Udviklingsperspektiver” beskrives tre forskellige perspektiver i den regionale udvikling: Det første omfatter samspillet mellem store, tunge bycentre, dvs. mellem Øresundsbyen og især Hamborg, men også Kiel, Lübeck og Rostock. I det perspektiv er der næsten entydigt tale om potentielle gevinster. Det andet perspektiv handler om de Femern Bælt-nære dele af regionen. Her handler det ikke kun om potentielle vindere, men også om, at man den dag, den faste forbindelse står færdig, må indse, at ikke blot forsvinder arbejdspladserne knyttet til færgerne, men anlægsarbejderne ophører også. Det tredje perspektiv omfatter de andre færgebyer, som vil opleve hård konkurrence.

Som modvægt til nærområdernes tab af arbejdspladser peger rapporten på, at der med den faste forbindelse vil opstå en ”ægte” grænseregion med fordele i form af øget pendling, øget arbejdsdeling på tværs, øget turisme og øget attraktion i forhold til både investeringer og bosætning. Rapporten peger også på, at den forbedrede infrastruktur i forbindelse med Femern Bælt-projektet vil medføre, at bosætnings- og pendlingsmønstrene fra de danske og tyske yderområder til og fra henholdsvis København og Hamborg vil ændre sig. En vækst i ejendomspriserne i nærområdet er en given konsekvens af den faste forbindelse og den forbedrede infrastruktur.

Udviklingen i turismen omkring forbindelsen forudses også at blive positiv. Den øgede tilgængelighed kombineret med markedsføring vil tilføre mere omsætning til erhvervet, der regionalt set domineres kraftigt af det nordtyske område, som med sine 24 millioner turistovernatninger i 2008 ligger langt foran både Sjælland og Skåne. I rapporten peger man på det faktum, at Hamborg stort set er ukendt land for indbyggerne i Sydskandinaviens storbyer og at en markedsføringsindsats af dimensioner bør rulle i gang for at kunne udnytte det nye potentiale.

Inden for transport og logistik vil det også være henholdsvis Hamborg og Øresundsbyen, der i forvejen er stærke logistikcentre, som vil få yderligere styrke ved etableringen af Femern Bælt-forbindelsen, som er det sidste led i de faste forbindelser mellem Skandinavien og Centraleuropa. Men uanset hvor man lokaliserer sig på aksen mellem de eksisterende centre, så vil man inden for et par timers transport kunne nå omkring 10 millioner forbrugere. Øresund vil styrke sin rolle som nav i Skandinavien, og Hamborg og naboregionen bliver forstærket som gateway til det skandinaviske marked med næsten 20 millioner indbyggere.

Rapporten peger også på, at arbejdsmarkedet både lokalt omkring forbindelsen og ugependlingen mellem København og Hamborg vil udvikle sig markant efter åbningen. Der er næsten ingen pendling gennem snittet i dag, men alene forbedringen i infrastruktur og afkortning af rejsetider vil sætte pendling i gang. Pendlerne er væsentlige i den regionale udvikling, idet de er bærere af sociale og kulturelle kontakter, som er forudsætningen for, at de samarbejder, og som giver økonomisk og menneskelig værdi i grænseområdet. I det hele taget forventer vi en udvikling hen imod en integreret København-Hamborg korridor, hvor ejendomspriserne vil rykke i opadgående retning og hvor et nyt lokaliseringsmønster bliver en realitet.  For eksempel bliver planer om et nyt transportcenter nær Femern Bælt realistiske.

Inden for industri og erhverv er der en række områder, hvor det vil være oplagt at øge samarbejdet for at få en større synergi i både udvikling og effektivitet. En analyse af klyngemulighederne viser, at der inden for life science/sundhed, levnedsmiddelindustri, informationsteknologi og medier, logistik (med fokus på det maritime), vindkraft/grøn teknologi og turisme (inklusive erhvervsturisme) er muligheder for klyngesamarbejder mellem virksomheder, forskningsverdenen og andre i Skåne, Sjælland og Nordtyskland. Især inden for life science/sundhed, der er bredt repræsenteret i alle regionerne, er der mulighed for at opnå en europæisk topposition. Også den kulturelle sektor (medier), luftfart og flyproduktion, nanoteknologi og maritime erhverv rummer muligheder for klyngesamarbejde.

Ligeledes er der inden for universitets- og forskningsverdenen en lang række samarbejdsmuligheder. En del er knyttet til erhvervsklyngerne, men specifikt samarbejdet inden for materialevidenskab er allerede under opbygning mellem Lund/København og Hamborg. Men bogen påpeger, at - især inden for forskningens verden – også Stockholm/Uppsala og Berlin nødvendigvis må indgå i de samarbejder, som bør etableres.

 Den økonomiske vækst koncentreres omkring verdens centre, og derfor spiller det internationale storby- og regionshierarki ind, når mulighederne for investering, udvikling og vækst skal bedømmes. Der er ingen verdensbyer i Femern Bælt-regionen – ja, faktisk spiller regionens to storbyer, København og Hamborg i 2. division, målt i befolkning og økonomisk styrke. Men hvis de to storbyer kan finde en samarbejdsrelation, som knytter økonomierne og udviklingen sammen – i tæt samspil med de større nordtyske byer – så rykker hele dette bysystem en op i verdenscentrenes 1. division på linje med Amsterdam, Milano, Bruxelles og Singapore. Lykkes det at skabe stærke kontakter og alliancer, forbedres hele korridorens internationale konkurrenceposition.

Kulturen er limen, som kan knytte vækstprocessen sammen, hedder det i bogens afsnit om kulturelt samarbejde. Der peges konkret på en række kulturelle møder, som kan igangsættes allerede nu for at udbrede viden, forståelse og skabe kontakter. Men det frarådes at man spænder kulturen for et politisk projekt ved at forsøge at skabe en fælles identitetsfølelse i denne store region med 10 millioner mennesker. Det vil være både upopulært, vanskeligt og unødvendigt.

Bogen ”Femern Bælt-forbindelsen, Regionale Udviklingsperspektiver” er på 440 sider, koster 300 DKK (150 DKK som e-bog) og forhandles af Syddansk Universitetsforlag, www.universitypress.dk

Fehmarnbelt Days

Billeder, videoer og nyheder fra dagene

FBDays logo

Blog om regional udvikling

Deltag i debatten på vores blog om regional udvikling.

Deltag i debatten

Impressum    |    Persondatapolitik    |    Brugsbetingelser    |    FAQ   |    Sitemap    |    Links  

Ledige stillinger

Femern A/S
Vester Søgade 10
1601 København V
T + 45 33 41 63 00
F + 45 33 41 63 01
E info@femern.dk
CVR 28 98 65 64
Femern Bælt-forbindelsen
Femern A/S har til opgave at designe og planlægge en fast forbindelse mellem Danmark og Tyskland over Femern Bælt. Femern A/S er en del af det danske, statsejede Sund & Bælt Holding A/S, der har erfaringer fra anlæg af de faste forbindelser over Storebælt og Øresund.
Besøg vores Infocentre
Femern Infocenter Rødbyhavn

Vestre Kaj 50C
DK-4970 Rødby | Map

Åbningstider:
Tirsdag: 13-16
Torsdag: 13-16
og efter aftale

Mere info