Foruden forslagene til linjeføringer for vej og bane til kyst-kyst forbindelsen rummer projektet også forslag til anlæg af nye, lokale veje i områderne ved Rødbyhavn og Puttgarden.
Offentliggørelsen af den konkrete korridor betyder, at lodsejere uden for korridoren kan være sikre på, at deres områder ikke bliver berørt af en kommende linjeføring. Det skal bemærkes, at anlægsarbejde kan finde sted uden for korridoren.
Femern A/S informerer alle lodsejere inden for den fastlagte korridor direkte, og inviterer samtidig til en løbende dialog om de fremsatte forslag til linjeføring og lokale veje. I Danmark er ca. 50 lodsejere inden for korridoren, mens det i Tyskland drejer sig om ca. 20 lodsejere. Antallet af lodsejere, der berøres af den endelige linjeføring, forventes at blive noget mindre.
I forbindelse med linjeføringen for vejdelen, skal der på dansk side placeres et drifts- og kontrolcenter samt et betalingsanlæg inklusiv et vigeområde for politi og toldmyndigheder, mens der på tysk side skal etableres et vigeområde for politi og toldmyndigheder. Placeringen af disse faciliteter indgår i de fremlagte forslag til linjeføring.
Det skal bemærkes at forslagene til linjeføring og nye lokale vejføringer kun er foreløbige, da der senere kan ske ændringer både forud for og i forbindelse med VVM-høringen i 2012.
Femern A/S opfordrer i øvrigt lokalbefolkning, myndigheder og andre interessenter til at komme med synspunkter, der kan indgå i den kommende VVM-redegørelse for projektet.
Når Femern A/S fremlægger VVM-redegørelsen for kyst-kyst projektet vil der igen blive afholdt møder for lodsejere og borgere både på Lolland og på Fehmarn.
« Til oversigt