
Undersøgelserne har givet Femern A/S en stor mængde information, som nu skal vurderes og indgå i den endelige VVM-redegørelse. Selv om arbejdet endnu ikke er afsluttet, findes mange data fra undersøgelserne allerede på internettet.
I løbet af sommeren blev omfanget af miljøundersøgelserne præsenteret og diskuteret med myndigheder og miljøorganisationer i Danmark, Tyskland og de øvrige Østersø-lande. I øjeblikket gennemgår myndighederne de kommentarer, der er kommet til miljøundersøgelsesprogrammet i høringsperioden. Der er modtaget høringssvar fra Danmark, Tyskland, Sverige, Norge, Finland og Polen.
Femern A/S forventer, at selskabets miljøkonsulenter som planlagt vil kunne indsamle de sidste data i det omfattende miljøprogram ved årsskiftet 2010 - 2011.
De mange informationer fra miljøundersøgelserne skal herefter samles og evalueres og vil danne grundlag for den VVM-redegørelse, som Femern A/S skal udarbejde i 2011.
”Som følge af vores politik om åbenhed fremlægger vi løbende de ubearbejdede miljødata på internettet, så alle interesserede kan følge med. Fx er det nu muligt at følge ruterne for mærkede marsvin og for visse fuglearter,” siger Anders Jensen, miljøchef i Femern A/S.
Satellit overvågning af marsvin
Som en del af miljøundersøgelserne blev ni marsvin fanget i indre danske farvande og udstyret med satellitsendere. Marsvinenes færden kan følges på harbour porpoise trackit website. På websitet vælges ID nummeret på det marsvin, man ønsker at følge og herefter klikkes på "update".
Fugletelemetri undersøgelser
Et andet website præsenterer de såkaldte fugletelemetri undersøgelser. Telemetri giver forskerne et redskab til at indsamle data for fugles adfærd og levevilkår fx når de fouragerer. Telemetri anvendes også i forbindelse med undersøgelser af fuglenes bevægelser indenfor Femern Bælt området og under træk over lange distancer.
På bird study site, som administreres af DHI på vegne af Femern A/S, kan man se ruterne for de enkelte fugle, der følges via satellit, radiosendere eller GPS loggere.
Hav og vindforhold
Endnu et site, som også administreres af DHI på vegne af Femern A/S, viser meldinger om hav og vejrforhold i Femern Bælt området. Meldingerne, som rækker fem dage frem, opdateres to gange om dagen, mens målingerne registreres kontinuerligt. Meldingerne er baseret på 3D hydrodynamiske prognoser, bølge prognoser og meteorologiske prognoser. Se prognoserne her.
Yderligere oplysninger om miljøundersøgelserne findes på www.femernmiljo.dk
« Til oversigt