True
Presse
Sorter Nyheder

Femern A/S skaber arbejde

Dato: 12.10.2009
I løbet af 2009 er der for alvor kommet gang i arbejdet med at projektere den faste forbindelse over Femern Bælt. For øjeblikket er ca. 300 personer beskæftiget på fuld tid med projektet.

    Miljoundersogelser_Femern.jpg

Femern A/S har opgjort, at selskabet nu har indgået omkring 70 kontrakter med henblik på forundersøgelser og projektering. I årets første seks måneder har Femern A/S haft omkostninger på 176 mio. kr.

Pr. 1. oktober har Femern A/S 60 medarbejdere, som beskæftiger sig med ledelse samt styring og planlægning af projektet. Hertil kommer yderligere ca. 250 medarbejdere hos konsulenter og entreprenører, der på fuld tid udfører arbejde for Femern A/S.

Mandskabsmæssigt er miljøundersøgelserne fortsat den største enkeltopgave med mere end 100 mand beskæftiget.

Design og projektering af bro og tunnel beskæftiger ca. 75 ansatte hos rådgivende ingeniører, mens de geotekniske boringer og undersøgelser holder gang i ca. 50 ansatte hos entreprenør og rådgivere.

Endelig er en række forskellige specialister tilknyttet, bl.a. i forbindelse med sejladsundersøgelser og planlægning af beredskabsmæssige forhold både i anlægs- og i driftsfasen.


Miljøundersøgelser
Miljøundersøgelserne, der har til formål at indsamle data til brug for miljøvurderingen af Femern Bælt-projektet, har nu været i gang et års tid. I løbet af efteråret vil Femern A/S færdiggøre sit forslag til den såkaldte scoping rapport, der nøje beskriver de undersøgelser og metoder, der vil ligge til grund for VVM-redegørelsen.

De ansvarlige myndigheder i Tyskland og Danmark vil invitere myndigheder, ikke-statslige organisationer samt offentligheden til at kommentere scoping-rapporten. Østersølandene vil også – på grundlag af Espoo-konventionen – blive konsulteret om deres syn på miljøundersøgelsesprogrammet. Selve VVM redegørelsen ventes klar om et par år.

Femern A/S har opdelt de igangværende miljøundersøgelser i syv forskellige fagområder og har derfor kontrakt med syv forskellige konsulentfirmaer, der hver især arbejder med deres specialer.

Se Indhold af miljøundersøgelser.


Design og projektering
Siden foråret har to tekniske rådgivergrupper hver især arbejdet med det såkaldte ”conceptual design” for hhv. en bro og en tunnel over Femern Bælt. Dvs. en nøjere undersøgelse af mulighederne for, hvordan en teknisk løsning kan se ud. F.eks. undersøger den brotekniske rådgiver forskellige spændvidder på både en skråstagsbro og en hængebro, mens den tunneltekniske rådgiver bl.a. undersøger mulige alternativer for udformning af tunnelens tværsnit.

Både bro- og tunnelprojekteringen indgår i de omfattende VVM-undersøgelser, dvs. vurderinger af projektets virkninger på miljøet.

Femern A/S har igangsat denne ligeværdige undersøgelse af en bro og en tunnel for at kunne træffe det mest kvalificerede valg af den endelige tekniske løsning både under hensyn til økonomi, miljø og sejladssikkerhed.


Geotekniske arbejder
De geotekniske boreundersøgelser gik i gang i juli 2009.  Boringerne finder sted både på land og til vands i en to km bred korridor øst for færgehavnene i Puttgarden og Rødbyhavn.

Formålet med boringerne er at indsamle jordprøver af høj kvalitet og at måle styrke og andre væsentlige forhold i jorden.

I alt skal der i år og næste år foretages ca. 50 boringer ned til 100 meters dybde både til søs og på land, dvs. på Fehmarn og på Lolland. Indtil nu er 20 af boringerne gennemført.

 

  « Til oversigt
PDF

Du kan downloade hele nyhedsbrevet som PDF her:

Nyhedsbrev nr. 2
- oktober 2009, pdf (343 KB)

Impressum    |    Persondatapolitik    |    Brugsbetingelser    |    FAQ   |    Sitemap    |    Links  

Ledige stillinger

Femern A/S
Vester Søgade 10
1601 København V
T + 45 33 41 63 00
F + 45 33 41 63 01
E info@femern.dk
CVR 28 98 65 64
Femern Bælt-forbindelsen
Femern A/S har til opgave at designe og planlægge en fast forbindelse mellem Danmark og Tyskland over Femern Bælt. Femern A/S er en del af det danske, statsejede Sund & Bælt Holding A/S, der har erfaringer fra anlæg af de faste forbindelser over Storebælt og Øresund.
Besøg vores Infocentre
Femern Infocenter Rødbyhavn

Vestre Kaj 50C
DK-4970 Rødby | Map

Åbningstider:
Tirsdag: 13-16
Torsdag: 13-16
og efter aftale

Mere info