Overordnet set er der stor enighed blandt de adspurgte om, at en fast forbindelse vil få Skandinavien og det europæiske kontinent til at rykke tættere sammen og at forbindelsen vil give Øresundsregionen og det nordtyske område bedre regionale vækstmuligheder. Med hensyn til turisme er tyskerne (79 pct.) og danskerne (78 pct.) enige om, at den faste forbindelse vil medvirke til at øge turismen.
TNS’ analyse viser, at de to befolkninger har en lang række positive associationer, når de tænker på deres naboland som rejsemål. 55 pct. af danskerne lægger navnlig vægt på Tyskland som et rejsemål for kultur, oplevelser i de store byer (Berlin, Hamburg, Lübeck), god mad osv. Herefter peger 21 pct. af danskerne på natur og landskaber med smukke skove og bjerge, som det de associerer bedst med Tyskland, mens 7 pct. af danskerne har konkrete fritids- eller sportsaktiviteter i tanke.
Når tyskerne skal svare på, hvad de forbinder mest positivt med Danmark, er billedet et andet, for her peger 55 pct. af de adspurgte på natur og landskab med søer og strande. En stor gruppe tyskere (25 pct.) forbinder Danmark med sommerhuse og aktiv fritid, mens 20 pct. tænker på Danmark som interessant kulturland, historie og København.
Ses der nærmere på danskernes og tyskernes generelle rejsevaner inden for de seneste 2 år, kan det konstateres, at selvom man ikke har besøgt Danmark henholdsvis Tyskland, finder man det attraktivt eller endog meget attraktivt at aflægge en visit, når lejlighed byder sig. Danskerne er tilsyneladende meget interesserede i kulturoplevelse. Af de 80 pct. af danskerne, der giver de tyske seværdigheder og storbybesøg høj karakter, har kun 20 pct. faktisk gennemført en rejse. Der er således en gruppe på 60 pct. af danskerne, som forlods er meget positive, men som har til gode at foretage en kortere eller længere tur til Nordtyskland.
Især skal nævnes, at 22 pct. af danskerne finder det ganske eller meget attraktivt at shoppe, hvilket skal ses i sammenhæng med de tyske byers store tiltrækning og at prisniveauet for danskere er rimeligt. Imidlertid er der også her en stor gruppe på 47 pct. af de adspurgte, som finder mulighederne for shopping ganske attraktive eller meget attraktive, men som endnu ikke har besøgt f.eks. tyske indkøbscentre, julemarkeder osv.
Tyske borgere rejser som udgangspunkt til Danmark i mindre grad end danskerne rejser til Tyskland. Årsagen til de manglende besøg kan naturligvis være, at andre destinationer kan have større interesse. Tyskerne vurderer imidlertid, at der er ganske attraktive eller meget attraktive oplevelsesmuligheder.
Mange tager til den jyske vestkyst, men der er også en del tyskere (11 pct.), der har besøgt det østlige Danmark med natur- og landskabsoplevelse som rejsemål. Denne type af rejser har stor attraktionsværdi for de tyske borgere, der inden for de sidste 2 år faktisk har gennemført en rejse, idet stort set alle besøgende har fået indfriet de positive forventninger. Samtidig er der her en særdeles stor gruppe af tyskere (80 pct.), der vurderer de østdanske natur- og landskabsattraktioner højt, men som endnu ikke har aflagt det østlige Danmark et besøg. En del tyske respondenter lægger også vægt på kulturoplevelse og besøg i den danske hovedstad. Billedet er også her, at kun et fåtal har været af sted inden for de seneste 2 år, men en meget stor del ser potentielt ganske attraktive eller meget attraktive oplevelsesmuligheder for sig, hvis man gennemførte en korte eller længere tur til Danmark.
Meningsmålingsinstituttet TNS Infratest har hvert år siden 2009 foretaget en repræsentativ undersøgelse for Femern A/S, hvor der i marts i Danmark har medvirket 1.005 og i Nordtyskland (Slesvig-Holsten, Mecklenborg-Vorpommern og Hamborg) 2.000 borgere over 18 år.
« Til oversigt