Det står klart efter Folketingets finansudvalg har besluttet at udvide budgettet for projekteringen af den faste forbindelse. Udvidelsen medfører, at der flyttes budgetmidler fra anlægsfasen til den igangværende projekteringsfase.
De detaljerede forberedelser af udbudsprocessen skal sikre, at byggeriet kan gå i gang hurtigst muligt, når Folketinget har vedtaget en anlægslov. VTS systemet skal overvåge skibstrafikken i byggefasen og søfartsmyndighederne har anbefalet, at systemet sættes i drift et år, inden selve anlægsarbejdet går i gang.
Blandt de øvrige aktiviteter, der er flyttet fra anlægsfasen, indgår også miljøundersøgelser og projektering som følge af en ny fortolkning af VVM-direktivet fra EU. Den ny fortolkning har medført, at Femern A/S på forhånd har skullet vælge produktionsplads i Rødbyhavn. Tidligere har det været meningen, at entreprenørerne under udarbejdelse af deres tilbud skulle vælge og miljøgodkende stedet for produktion.
Alle fremrykkede aktiviteter for kyst-kyst forbindelsen medfører, at der flyttes godt 900 mio. kr. fra Femern A/S anlægsbudget til projekteringsbudgettet, der hermed udgør ca. 2,8 mia.kr. mod tidligere ca. 1,9 mia. kr.
Hertil kommer aktiviteter for yderligere 500 mio. kr. til Banedanmarks detailprojektering og udbudsproces af jernbaneanlæg på land, dvs. mellem Ringsted og Holeby. En fremrykning af denne aktivitet betyder, at anlægsarbejdet af jernbanen kan sættes i gang, når en anlægslov er vedtaget. Projekteringsbudgettet for de danske landanlæg lyder på 685 mio. kr.
Anlægsbudgettet for kyst-kyst forbindelsen ventes at stige med 2,8 mia. kr. i forhold til anlægsoverslaget fra november 2010. Stigningen skyldes, at Rødbyhavn er valgt som produktionsplads som følge af EU Kommissionens nye fortolkning af VVM-direktivet. Anlægsoverslaget var baseret på, at entreprenørerne ville vælge produktionsfaciliteter i Polen, men placeringen i Danmark medfører et højere løn- og omkostningsniveau.
Derfor ventes det samlede anlægsbudget for kyst-kyst forbindelsen at blive på 40,7 mia. kr. (2008-priser). Beregninger viser, at den forventede tilbagebetalingstid for hele Femern Bælt projektet dermed forlænges med tre år til 39 år.
Se Aktstykket om sagen her.
« Til oversigt