Opgradering af en jernbaneforbindelse, der medfører hurtigere rejsetid til storbyregioner, vil betyde flere pendlere fra et større opland. Det vil også betyde, at flere områder i højere grad bliver urbaniseret og kan betragtes som en del af storbyregionen.
Det viser en case fra Taiwan, der beskrives i den nye analyse "Den faste Femern Bælt-forbindelse: Regionale udviklingsperspektiver", der er udgivet af Femern A/S. Eksemplet fra Taiwan er brugt som case, fordi afstanden mellem hovedstaden Taipei og en anden storby, Kaohsiung, svarer nogenlunde til afstanden mellem Hamburg og København.
Undersøgelsen viser, at oplandet for pendling til hovedstaden Taipei voksede i takt med opgraderingen af jernbanen mellem de største byer på øen fra konventionelt tog til højhastighedstog. Regioner, der før var separate fra storbyregionen Taipei, blev til subregioner til den egentlige storbyregion.
Den hurtigere rejsetid mellem flere af byerne i Taiwan betød tidsbesparelser på mellem 50 og 66 pct. Det er i mange tilfælde nok til at integrere hidtil adskilte bolig- og arbejdsmarkeder. Flere af disse regioner er nu tilgængelige på under 50 minutter (i én retning), der er tærsklen for pludselige ændringer i pendleradfærd. Analysen viser også, at de største fordele forekommer over de længste afstande. I storbyregionens nærtrafik er de konventionelle tog mest effektive.
Udover selve rejsetiden er antallet af stationer og kvaliteten af togforbindelsen også afgørende faktorer, hvis regionerne skal udvikle sig og være attraktive boligområder for pendlere til storbyregionen. Adgangen til de hurtigere tog fra lokale stationer er dog helt afgørende, og vil også få betydning for boligpriserne og i væksten i regionen, hvis den skal udvikle sig til en egentlig subregion til storbyregionen.
Femern Bælt-forbindelsen indebærer også en opgradering af jernbaneforbindelsen på land, både i Danmark og i Tyskland. På den danske side bliver der foreløbig ikke tale om højhastighedstog, men Banedanmark arbejder med en udbygning og elektrificering af banen, der vil medføre en hastighedsforøgelse for persontog mellem Rødby og København til enten 160 eller 200 km/t, hvilket vil medføre kortere rejsetid til København og mulighed for øget pendling fra et større opland.
På den tyske side skal strækningen mellem Puttgarden og Lübeck elektrificeres og kapaciteten øges. Senest syv år efter åbningen af kyst-kyst forbindelsen skal der udbygges til dobbeltsporet jernbane mellem Bad Schwartau og Puttgarden.
Bogen "Femern Bælt-forbindelsen, Regionale Udviklingsperspektiver" er på 440 sider, koster 300 DKK (150 DKK som e-bog) og forhandles af Syddansk Universitetsforlag, www.universitypress.dk
« Til oversigt