True
Presse
Sorter Nyheder

Fødevareindustrien klædes på til det nye marked

Dato: 14.04.2011
Udsigt til flere tyske fødevarer på hylderne i Danmark og flere danske fødevarer i Nordtyskland

De mange virksomheder i fødevareindustrien i Region Sjælland og i Ostholstein bør i højere grad forberede sig på de nye muligheder og udfordringer, Femern Bælt-forbindelsen vil give erhvervslivet.

Det mener Grønt Center på Lolland og Wirtschaftsförderung i Lübeck, som har taget initiativ til at etablere samarbejdet Beltfood, der har fokus på kompetenceudvikling i små og mellemstore fødevarevirksomheder.

Den danske del af Beltfood har adresse i Grønt Center i Holeby på Lolland, og her holder Lis Andresen i trådene:

"Vi har fokus på mindre fødevarevirksomheder fra Region Sjælland, som har ambitioner om at udvide markedet til Tyskland. Vi vil gerne hjælpe dem, så de kan udnytte synergien ved at finde partnere og kvalificeret arbejdskraft på den anden side. Vi vil nemlig også gerne fremme det grænseoverskridende arbejdsmarked".

Den tyske del af Beltfood-samarbejdet varetages af erhvervsfremmeorganisationen Wirtschaftsförderung i Lübeck, som også står bag Slesvig-Holstens ernæringsnetværk foodRegio e.V. Organisationen mener, at det tysk-danske samarbejde giver netop små virksomheder mulighed for at udnytte nye markedspotentialer.

"Danmark har mange gode afsætningsmuligheder for fødevareproducenter, lige fra den klassiske detailhandel over virksomheders indbyrdes handel til store offentlige aftagere," fortæller Björn P. Jacobsen, prokurist i Wirtschaftsförderung i Lübeck. Ved at inddrage eksportrådgivere får også små virksomheder, der ikke har erfaring med at handle med udlandet, de nødvendige redskaber til at kunne udnytte markedspotentialet i Danmark.

Som led i initiativet afholdes en række kurser, som skal hjælpe virksomhedsejere med at blive etableret på markedet på den anden side af Femern Bælt.

"Vi vil køre det første kursusforløb over fem dage i dette forår. Vi forventer, at én af dagene bliver en fælles dag med både tyske og danske kursister, så de kan møde hinanden og skabe kontakter. Kurset sluttes af med en fælles tur til en fødevaremesse, måske Food Expo/Anuga," siger Lis Andresen.

Økoladen i Vordingborg fremstiller håndlavet, økologisk chokolade, og det er en af de virksomheder, der har meldt sig hos Beltfood. Direktør Jan Elmelund har et klart mål med at deltage i kurset.

"Jeg vil gerne have noget mere viden om det tyske marked. Tyskland oplever en vækst for tiden, og de køber også flere økologiske varer, og derfor vil vi også prøve at sælge vores chokolader til dem. Vi siger lidt for sjov, at Vordingborg ligger midtvejs mellem København og Hamburg, og at det også burde være vores hjemmemarked. Men reelt er der ingen hindring for, at vores lastbiler fremover også kører til Hamburg," siger Jan Elmelund.

Den danske del af Beltfood har udgangspunkt i Region Sjællands Fødevareplatform, der har et netværk på omkring 450 virksomheder.

"Det er planen, at dette års kursus skal følges op i 2012 med relevante tilbud til virksomhederne, der passer til deres nye behov. Måske kan vi overdrage kurset til en uddannelsesinstitution, hvor det kan køre som et fast kursustilbud," siger Lis Andresen.

Hvis man skal kunne udnytte mulighederne i et grænseoverskridende marked, spiller ikke mindst tilgængeligheden en vigtig rolle, mener også Björn P. Jacobsen fra Wirtschaftsförderung i Lübeck, som glæder sig: "Efter 2020 kan man fra Lübeck komme hurtigere til Danmark end til den sydvestlige del af Hamborg."

Beltfood er primært finansieret af midler fra EU-programmet Interreg IV.

 

  « Til oversigt

Impressum    |    Persondatapolitik    |    Brugsbetingelser    |    FAQ   |    Sitemap    |    Links  

Ledige stillinger

Femern A/S
Vester Søgade 10
1601 København V
T + 45 33 41 63 00
F + 45 33 41 63 01
E info@femern.dk
CVR 28 98 65 64
Femern Bælt-forbindelsen
Femern A/S har til opgave at designe og planlægge en fast forbindelse mellem Danmark og Tyskland over Femern Bælt. Femern A/S er en del af det danske, statsejede Sund & Bælt Holding A/S, der har erfaringer fra anlæg af de faste forbindelser over Storebælt og Øresund.
Besøg vores Infocentre
Femern Infocenter Rødbyhavn

Vestre Kaj 50C
DK-4970 Rødby | Map

Åbningstider:
Tirsdag: 13-16
Torsdag: 13-16
og efter aftale

Mere info