True
Presse
Sorter Nyheder

Biolog og fotograf med natur på hjernen

Dato: 14.04.2011
Portræt af manden bag de videoer, som i ord og billeder fortæller historien om miljøundersøgelserne i og omkring Femern Bælt

Som vel nok den eneste har fotograf og biolog Christian B. Hvidt bevæget sig mere eller mindre frit mellem de mange forskellige miljøundersøgelser, der foretages forud for den faste Femern Bælt-forbindelse. Han har nemlig over flere måneder været på optagelse i marken for at samle videomateriale til de otte film, som er produceret om projektets undersøgelser af fisk, fugle, flora osv.

For Christian B. Hvidt har det været en spændende faglig udfordring både som biolog og videoproducent, og en helt unik oplevelse at møde så mange forskellige fageksperter i deres 'rette element' – på feltarbejde.

"Når jeg færdes ude blandt kolleger i det her projekt, møder jeg et enormt engagement, som er meget smittende. Man mærker virkelig, at projektet har betydning for en masse mennesker," fortæller han.

Naturen som den røde tråd
I slutningen af 1990'erne stiftede Christian B. Hvidt for første gang nærmere bekendtskab med Femern Bælt-projektet, da han som biolog blev en del af VVM-undersøgelserne af havvindmøllerne ved Rødsand. Men naturen og det at forevige den har altid fyldt meget i Christian B. Hvidts liv, siden barndommens lystfiskeri i de naturskønne omgivelser ved Aabenraa Fjord.

De senere år har han især arbejdet med dokumentation i både faste og levende billeder, bl.a. også flere tv-opgaver. Det primære fokus er hav- og ferskvandsområder.

Tilbage til Femern
I 2008 vendte Christian B. Hvidt tilbage til Femern Bælt-projektet som en del af det team, der har gennemført miljøundersøgelserne om fisk og fiskeri. Det har involveret produktion af en række film – ikke kun om fisk, men også om de øvrige emner, der indgår i Femern Bælt projektets miljøundersøgelser. Alle film kan ses her på siden.

"Den helt store udfordring har været at skrue en relativt lang og teknisk kompliceret historie sammen til bare et minut per film. Og på en måde, så det på samme tid er publikumsvenligt og fagligt præcist. Hvert enkelt VVM-område er jo utroligt bredt favnende, og vi har ikke tid eller plads til at fortælle alle historier," forklarer Christian B. Hvidt.

"Vores billedmateriale er enormt, og derfor har vi i den tekniske redigering af filmene valgt at bruge en serie korte frem for få, lange klip. På den måde får seerne indblik i mange forskellige dele af VVM-undersøgelserne," siger Christian B. Hvidt.

Når vejret driller
Arbejdet med videooptagelserne har været præget af ventetid og afbrydelser, sådan er det, når man filmer i naturen, forklarer Christian B. Hvidt. For eksempel er undervandsoptagelser praktisk taget umulige i dårligt sigt. I et enkelt tilfælde var det så svært at få de rigtige optagelser af sæler på plads, så to planlagte optagedage pludselig var blevet til to uger.

"Så sad jeg der i et sommerhus på Falster omgivet af danskere, tyskere og et par skotter – og hver med sin faglighed. Og vi ventede alle sammen. For det interessante er jo, at tingene hænger sammen, sådan at hvis der ikke lige er nogen sæler, er det sikkert, fordi der ikke er nogen fisk og så videre. Men det gav os lejlighed til at diskutere, hvordan man kan udnytte synergierne mellem de forskellige miljøelementer. Jeg har blandt andet lært at følge informationer fra de hydrografiske undersøgelser, så jeg nu bedre kan afgøre, hvornår det er godt at tage ud. Og så har vi da indimellem også nydt en enkelt whisky i hinandens selskab," fortæller Christian B. Hvidt.

 

  « Til oversigt
Christian B Hvidt.jpg

Impressum    |    Persondatapolitik    |    Brugsbetingelser    |    FAQ   |    Sitemap    |    Links  

Ledige stillinger

Femern A/S
Vester Søgade 10
1601 København V
T + 45 33 41 63 00
F + 45 33 41 63 01
E info@femern.dk
CVR 28 98 65 64
Femern Bælt-forbindelsen
Femern A/S har til opgave at designe og planlægge en fast forbindelse mellem Danmark og Tyskland over Femern Bælt. Femern A/S er en del af det danske, statsejede Sund & Bælt Holding A/S, der har erfaringer fra anlæg af de faste forbindelser over Storebælt og Øresund.
Besøg vores Infocentre
Femern Infocenter Rødbyhavn

Vestre Kaj 50C
DK-4970 Rødby | Map

Åbningstider:
Tirsdag: 13-16
Torsdag: 13-16
og efter aftale

Mere info