
Den faste forbindelse over Femern Bælt bliver startskuddet til en reel opgradering af persontrafikken mellem København og Hamburg. Det mener vicedirektør Ove Dahl Kristensen, DSB Planlægning og Trafik.
”Passagererne kan se frem til hurtigere og mere komfortable tog, og det er oplagt at øge frekvensen til to afgange i timen. Det er en markant forøgelse i forhold til i dag, hvor vi kører til Hamburg én gang hver halvanden time om sommeren, og fire gange dagligt om vinteren.”
De to afgange i timen skal ske ved overgang til timedrift med både lyntog og regionaltog. DSB vil gerne have mulighed for at forsætte regionaltogene fra Sjælland og Lolland-Falster over Femern til Hamburg.
Og med Banedanmarks udmelding om, at banen kan bygges til en hastighed på 200 km/t på strækningen mellem København og Rødby, hvis politikerne godkender det, er der lagt op et konkurrencedygtigt produkt.
Med den nye maksimale hastighed bliver det muligt at køre til Hamburg på tre timer og til Berlin på fire timer og 30 minutter.
I dag udgøres trafikken langt overvejende af fritids- og turistkunder, men den hurtige køretid bør nok kunne lokke flere businesskunder fra bilen og over til toget i fremtiden.
”Jeg tror, at vi vil se en vækst i businesstrafikken mellem Hamburg og København når forbindelsen åbner. Reduktionen i rejsetiden kan sammenlignes med den reduktion der med Storebæltsforbindelse kom mellem Århus og København,” siger Ove Dahl Kristensen.
Ute Plambeck, koncernfuldmægtig for DBAG for forbundslandene Hamborg og Slesvig-Holsten, siger:
”Fordelene ved den nye forbindelse over Femern Bælt er mangfoldige: Det er ikke kun Hamborg og København, der rykker tættere på hinanden, afstanden mellem ferieregionerne ved Lübeck Bugt, på Fehmarn og på de danske øer formindskes ligeledes.“
Femern en løftestang for nye togindkøb
”Den danske bane bliver opgraderet til eldrift hele vejen til Femern, og derfor skal vi ud og købe en ny generation af eltog, der passer til strømsystemerne i både Danmark og Tyskland. I dag kører vi med diesel, og det ser vi frem til kan afløses af eldrevne tog. Og man kan godt forestille sig lidt mere luksuspræg over de nye tog, som vores kunder kender fra Deutsche Bahns tog i dag,” siger Ove Dahl Kristensen.
Han ærgrer sig lidt over, at åbningen er udsat med to år til 2020, for det fjerner lidt af tidspresset, der kan være en positiv drivkraft. Men DSB vil alligevel sætte noget af produktet i drift i årene inden, så de er klar til at Femern Bælt-forbindelsen kan tages i brug.
”Der er ingen grund til at vente til 2020 med at rulle det hele ud. Vi vil gerne samarbejde med Deutsche Bahn om at indsætte flere Intercitytog. Men Deutsche Bahn kører generelt med en meget lavere frekvens, og til gengæld med meget lange tog, hvor vi i DSB satser vi på højfrekvent trafik og kortere tog. Det diskuterer vi med vores tyske kolleger.”
De fleste passagerer fra København har ikke Hamburg som målet for deres rejse, men andre europæiske destinationer, især Berlin. Det er hovedstaden med alle dens tilbud, der trækker. Men Ove Dahl Kristensen kan godt se muligheder i en kraftigere markedsføring af Hamburg som rejsemål, men det er trods alt for tidligt at sige noget konkret om det.
Den faste forbindelse over Femern Bælt giver også DSB inspiration til andre produkter, for eksempel muligheden for at genoplive en klassiker som nattoget mellem København og Paris.
« Til oversigt