I henhold til Statstraktaten mellem Danmark og Tyskland samt national lovgivning skal projektets virkninger på miljøet vurderes. Vurderingen dækker også internationale lovkrav, blandt andet om høring af landene omkring Østersøen. Det er Femern A/S, der på vegne af det danske Transportministerium gennemfører undersøgelserne, som identificerer, beskriver og vurderer projektets samlede miljøpåvirkninger.
Del af samlet ansøgning
Miljøundersøgelserne er forudsætningen for at Femern A/S senere kan udarbejde en VVM-redegørelse der er en – vigtig – delmængde af den samlede ansøgning til de tyske og danske myndigheder om at godkende projektet.
Processen er, at Femern A/S beskriver undersøgelsesprogrammet i form af en scoping-rapport. I Danmark sender Transportministeriet rapporten i offentlig høring. I Tyskland sender Landesbetrieb Strassenbau und Verkehr i Schleswig-Holstein (LBV-SH) rapporten i høring hos de relevante myndigheder og høringsberettigede miljøorganisationer.
Når høringen er slut i Danmark udarbejder Transportministeren efter forhandling med miljøministeren et høringsnotat hvor de tager stilling til høringssvarene. Scopingrapporten og høringsnotatet er herefter det grundlag, som Femern A/S skal gennemføre miljøundersøgelsesprogrammet efter.
I Tyskland afholdes i løbet af høringsperioden et møde, hvor de relevante myndigheder og høringsberettigede miljøorganisationer har mulighed for at give bemærkninger til rapporten. Notater på baggrund af svar og referat fra dette møde, vil indgå som en del af det endelige miljøundersøgelsesprogram.De færdige miljøundersøgelser og vurderinger bliver beskrevet i den VVM-vurdering (Vurdering af Virkninger på Miljøet i Tyskland UmweltVerträglichkeitsStudium (UVS)).
VVM redegørelsen indgår herefter i den endelige ansøgning om godkendelse af projektet i Tyskland og som baggrund for den anlægslov som i Danmark godkender projektets udformning, linjeføring og vilkår, herunder miljøvilkår.
Få overblik
Alt materiale er tilgængeligt for offentligheden. Her får du et overblik.
De har ansvaret
Høringen om scopingrapporten gennemføres af myndighederne i henholdsvis Danmark og Tyskland:
Informations- og høringsmøde
Der bliver afholdt et informationsmøde om scopingrapporten i august for danske interessenter samt for repræsentanter for Østersølandene. Mødet er offentligt, men tilmelding er nødvendig. Når tilmeldingen til mødet åbner, bliver den tilgængelig på denne hjemmeside samt på www.trm.dk.
I Tyskland afholdes møde, hvor kun de relevante myndigheder og høringsberettigede miljøorganisationer har mulighed for at give bemærkninger til rapporten.