Det skyldes, at arbejde på land er meget mere effektivt end arbejde, der udføres på vandet. Desuden er kvaliteten af arbejdet højere og risikoen for ulykker mindre.

Broens struktur vil derfor blive delt op i mindre elementer, der nemmere kan transporteres til deres permanente placering. Det forudses, at bropiller og sænkekasser til bropillerne vil blive støbt individuelt på land. Brofagene deles op i sektioner, svarende til afstanden mellem bropillerne. Fundamenterne til selve højbroens pyloner vil blive støbt på land og transporteret til deres permanente placering, hvorefter pylonerne vil blive støbt in situ.

Produktionen vil sandsynligvis finde sted i en vis afstand til linjeføringen, og er ikke afhængig af placering på øerne Lolland og Fehmarn.

Denne byggemetode kræver dog arbejdshavne og mindre arbejdspladser på Lolland og Fehmarn tæt på de steder, hvor den faste forbindelse kommer i land på den danske og den tyske side. Herfra vil materialer og mandskab blive sendt med skib ud til byggepladserne på vandet. 

I feasibility studiet er broen planlagt som en 9.300 m lang nordlig tilslutningsbro fra den danske side til højbroen, en 3.300 m lang højbro over sejlrenden tættest på den tyske kyst, samt en 6.000 m lang sydlig tilslutningsbro til den tyske kyst.