Aktuelt

Tre rådgivergrupper valgt til projektering af jernbane

Dato: 07.12.2009
Femern A/S har i dag indgået kontrakter med tre tekniske rådgivergrupper. Alle tre grupper skal arbejde med jernbanedelen af den faste kyst-kyst forbindelse over Femern Bælt.

Ingenieurbüro Dipl.- Ing. H. Vössing GmbH (Tyskland) skal udføre jernbanedesign, Atkins Danmark A/S (Danmark) skal planlægge jernbanesikkerhed og joint venture Rambøll-Arup-Vectura (Danmark, England, Sverige) skal foretage en analyse af jernbanekapaciteten.

Femern A/S undersøger både muligheden for en skråstagsbro og en sænketunnel. Derfor skal den 19 km lange jernbaneforbindelse mellem den tyske og den danske kyst i den indledende planlægning både designes som en bro- og en tunnelløsning. Ifølge statstraktaten skal jernbaneforbindelsen over Femern Bælt anlægges til en hastighed på mindst 160 km/t for persontog og mindst 120 km/t for godstog.

Foruden overordnet design af jernbanen skal Vössing i planlægningsfasen definere grænseflader mellem dansk og tysk jernbaneteknik. I anlægsfasen  kan Vössing få til opgave at udarbejde  det detaljerede design for kyst-kyst forbindelsen.

Atkins skal forestå afklaringen af alle temaer med relevans for jernbanesikkerhed, herunder fastlægge de normer, som skal gælde på basis af lovgivning i Tyskland, Danmark og EU. Endvidere skal rådgiveren bl.a. bistå Femern A/S med at udarbejde ansøgningen om godkendelse af projektet hos tyske og danske myndigheder. I byggefasen  kan Atkins få til opgave at føre tilsyn med sikkerhed og godkendelser.

På baggrund af de eksisterende prognoser for togpassagerer og banegods over Femern Bælt skal Rambøll-Arup-Vectura analysere kapaciteten på jernbanestrækningen mellem Ringsted og Lübeck. Rådgiveren skal bl.a udarbejde forslag til køreplaner for togtrafikken og identificere flaskehalse på strækningen.

De tre kontrakter er indgået som rammeaftaler med en samlet værdi frem til 2012 på op til ca. 2,8 mio. Euro, svarende til ca. 21 mio. kr. Aftalerne for design og jernbanesikkerhed kan løbe helt frem til jernbaneanlæggene tages i brug.

Evt. yderligere oplysninger hos Jan Schneider-Tilli, projektchef for jernbane, Femern A/S.

Direkte telefon + 45 33 41 63 51.

 

Pressekontakt: Karsten Holmegaard, Femern A/S, tlf. 33 41 63 35, kho@femern.dk

  « Til oversigt

Timeline

Alternative content

Get Adobe Flash player