Lørdag 24. april 2010 åbner Femern A/S et nyt infocenter i Rødbyhavn. Her kan befolkningen i lokalområdet få information om det kommende byggeprojekt og om de fremtidige virkninger af en fast forbindelse mellem Danmark og Tyskland.
”Vi fornemmer en støt stigende interesse for projektet lokalt, både hos borgere og virksomheder. Nu begynder de nære ting at blive interessante og vi hører ofte spørgsmål som fx ”Ligger mit hus nær linjeføringen?” og ”Hvor kommer arbejdspladserne til at ligge?” Med det nye infocenter håber vi at kunne imødekomme behovet for den nære dialog endnu bedre”, siger Ajs Dam, kommunikationschef i Femern A/S.
Publikum i infocentret kan blandt andet få information om de aktuelle miljøundersøgelser, om dyre- og fuglelivet i området, og om områdets geologiske forhistorie. Der er statistikker og fremskrivninger af trafikudviklingen og Banedanmark informerer om jernbanedelen af landanlægget mellem Ringsted og Rødbyhavn. Lollands Museum viser arkæologiske fund, som er gjort under forundersøgelserne og Østdansk Turisme fortæller om mulighederne i en ny Femern Bælt region.
Den formelle åbning af infocenteret på Vestre Kaj 50 i Rødbyhavn finder sted lørdag 24. april kl. 11.30 efter taler af borgmester Stig Vestergaard, Lolland kommune og projektdirektør i Femern A/S, Claus Dynesen. Femern A/S har inviteret naboer, samarbejdspartnere og den lokale befolkning til at deltage i åbningen og besøge infocentret mellem kl. 11 og 15.
Pressen er velkommen til at deltage i arrangementet.
Infocentret holder fremover åbent for offentligheden tirsdage og torsdage kl. 13 – 16 samt efter aftale. Der er gratis adgang.
I juni 2009 åbnede Femern A/S et tilsvarende Infocenter i Burg på den tyske ø Fehmarn. Besøgstallene har her ligget på et par hundrede gæster hver måned i sommersæsonen og omkring 50 gæster om måneden i vinterperioden.
Evt. yderligere oplysninger: Kommunikationschef Ajs Dam, telefon 40 41 72 30.
« Til oversigt