Aktuelt

Geotekniske undersøgelser i gang

Dato: 21.07.2008
Fire års omfattende og systematiske undersøgelser af undergrunden i Femern Bælt går i gang fredag den 25. juli 2008.

Fire års omfattende og systematiske undersøgelser af undergrunden i Femern Bælt går i gang fredag den 25. juli 2008. De geotekniske undersøgelser skal give ingeniørerne et detaljeret billede af jordbundsforholdene tværs over Femern Bælt og i de områder, hvor forbindelsen forventes at blive ført i land.

Allerede i 1995/96 blev der udført forundersøgelser af geologien i Femern Bælt. Undersøgelserne viste, at den kommende faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland skal udføres på jordbundstyper, som danske brobyggere allerede er fortrolige med fra tidligere store broprojekter.

Når de egentlige geologiske undersøgelser begynder sker det fra forskningsskibet ”Madog”, der i fire uger skal sejle frem og tilbage i et to kilometer bredt bælte mellem Rødby og Puttgarden øst for den rute, som færgerne i dag benytter. Skibet er udstyret med lydkilder og slæber ca. 250 meter lange kabler med hydrofoner efter sig. Vibrationerne fra lydkilderne forplanter sig ned i undergrunden og refleksionerne opfanges af hydrofonerne. ”Madog” undersøgelser forventes at vare til fredag den 22. august 2008, således at de kan blive udført under de bedst mulige vejrforhold.

Madog gennemfører flere slags undersøgelser samtidigt. De seismiske undersøgelser kan trænge ned under havbunden og vise, hvad undergrunden består af, og de kan skabe et detaljeret kort over selve havbunden i området. Desuden afslører magnetiske undersøgelser, om der ligger vrag eller andre forhindringer af jern på bunden af havet.

Måleinstrumenterne er ikke farlige for fisk eller pattedyr, men lyd og vibrationer kan være generende. Derfor vil der blive iværksat tiltag, så pattedyr og fisk forsigtigt gennes bort fra undersøgelsesområdet, inden de egentlige undersøgelser går i gang.

Det er en kendt fremgangsmåde, som har vist sig formålstjenlig ved f.eks. undersøgelser til nye havvindmølleparker.

De følgende tre år bliver de seismiske undersøgelser efterfulgt af prøveboringer samt laboratorie- og feltundersøgelser, så ingeniørerne kan danne sig et fuldstændigt billede af havbunden og de geologiske forhold.

Mindre omfattende seismiske undersøgelser er allerede gennemført på land i de områder, hvor de kommende landfæster formodes at skulle placeres, nemlig øst for havnen i Rødby og øst for havnen i Puttgarden. Undersøgelserne blev gennemført fra den 16. juni til den 20. juni 2008. Primo august vil der yderligere blive gennemført geo-elektriske undersøgelser i det anførte område øst for Puttgarden.

Det er et nydannet rådgiverjointventure, der består af Rambøll Danmark A/S (DK) og Ove Arup & Partners Ltd (UK), som udfører undersøgelserne for Femern A/S. Gruppen vandt det EU-udbud, som fandt sted i foråret 2008. De samlede geotekniske undersøgelser ventes at koste i størrelsesordenen 40 mio. euro.

Femern A/S har tilknyttet tre internationalt anerkendte eksperter som skal rådgive om gennemførelsen af de geologiske undersøgelser og tolkningen af resultaterne.

Ekspertgruppen består af
 
• Dr.-Ing. Bernd Schuppener, Bundesanstalt für Wasserbau, BAW, Karlsruhe
• Civilingeniør, PhD. Ole Hededal, Danmarks Tekniske Universitet. DTU Byg
• Civilingeniør, lic.techn. Niels Foged, Danmarks Tekniske Universitet, DTU Byg

Vedhæftet denne pressemeddelelse findes et kort over det område, hvor der de kommende fire år skal gennemføres omfattende geotekniske feltundersøgelser.

Eventuel henvendelse til Project Manager Jens Kammer på tlf. + 45 33 41 63 09.

Geotechnical_Investigations

  « Til oversigt

Timeline

Alternative content

Get Adobe Flash player