Aktuelt

Fast forbindelse styrker især de større byer

Dato: 07.06.2010
Byerne, og især de store byer, bliver vinderne, når den faste forbindelse over Femern Bælt skaber en ny geografi, en Femern Bælt-region. Det er en af konklusionerne i et nyt analyseprojekt, som blev offentliggjort i dag i Malmø.

De store byer vil få forstærket deres funktion som krydsfelt med den nye trafikale forbindelse mellem Danmark og Tyskland, og det vil gøre dem mere attraktive for lokaliseringer og investeringer. Det gælder i første omgang Øresundsbyen Lund-Malmø-København samt Hamburg. Men i anden omgang også byerne Kiel, Lübeck og Rostock, der dog også vil opleve, at færgedriften vil blive udsat for en større konkurrence, når den faste forbindelse åbner.

Analyseprojektet er udført af forskere fra Sverige, Danmark og Tyskland under ledelse af professor Christian Wichmann Matthiessen fra Københavns Universitet, der er lavet for Femern A/S. Projektet analyserer den nye geografi, som opstår med en ny fast forbindelse, samt de nye muligheder for dannelse af kompetence- og industrielle klynger mellem Øresundsregionen og Nordtyskland.

I rapporten hedder det, at Femern Bælt-forbindelsen næppe vil skabe den hurtige trafikale vækst, som vi har set ved Øresunds- og Storebæltsforbindelserne. Men ”til gengæld mener vi, at anlægget vil indebære et nyt, blivende vækstregime begrundet i det store værdiskabende potentiale, især foranlediget af, at nye netværk mellem storbyregionerne vil blive etableret, og fordi en ny grænseregional ramme opfordrer til handling”, hedder det i rapporten.

Endvidere fremhæver rapporten, at ejendomsmarkedet vil reagere på mere effektive trafikale forbindelser, der giver hurtigere adgang til storbyer i nabolandet på en væsentlig mere overkommelig måde. ”Områderne, der grænser op til den faste forbindelse, bliver ”rigtige” grænseregioner med naboer i et andet land inden for daglig rækkevidde, og pendlingsområdet til byområderne udvides”, hedder det.

”Den realistiske ambition må være at bringe Femern Bælt-regionen op i den europæiske superliga, som i dag bl.a. rummer storbyregionerne Frankfurt, Amsterdam-området og Bruxelles-regionen.  Det kan bl.a. lade sig gøre ved at opnå globalt lederskab inden for nogle kerneområder: allerede i dag ville vi være med i toppen inden for Life Science, hvis kompetencer og ressourcer i Øresundsregionen blev slået sammen med ressourcer og kompetencer i Nordtyskland. Og inden for materialevidenskaben vil regionen med de nye forskningscentre i Lund og Hamburg opnå globalt lederskab, siger professor Christian Wichmann Matthiessen, Københavns Universitet.

Inden for arbejdsmarkedet forudser forskerne, at der kan udvikles et nyt og mere sammenhængende arbejdsmarked mellem Tyskland og Danmark – både en øget daglig pendling, men også en udvidet ugependling mellem centrene Hamburg og København. Transporttid og omkostninger spiller her en stor rolle for, hvor hurtigt denne integration kan foregå. Og dermed er den videre udvikling af infrastrukturen, især togdriften, mellem centrene af afgørende betydning for at kunne udnytte et fuldt potentiale i den nye region i Nordeuropa.

Analyseprojektet blev i dag præsenteret på mødet mellem politikerne i det såkaldte STRING-samarbejde, som består af Region Skåne, Region Hovedstaden, Region Sjælland, Schleswig-Holstein og Hamburg.

Du kan finde hele analysen her (PDF).

Yderligere oplysninger hos professor Christian Wichmann Matthiessen,
tlf. + 45 29 72 83 39

  « Til oversigt

Timeline

Alternative content

Get Adobe Flash player