Den endelige placering af produktionsstederne afgøres suverænt af de entreprenører, der til sin tid vinder byggeopgaverne. Det er klart, at jo tættere et produktionssted er på broens eller tunnelens linjeføring, desto mindre er risikoen og udgiften til transport.

Men en entreprenør vil altid basere sit valg på markedsvilkår, dvs. på tilgængelighed, pris og adgang til arbejdskraft. Det er derfor op til de regioner, der ønsker at tiltrække disse aktiviteter at profilere sig selv og sørge for, at den nødvendige planlægning og infrastruktur er på plads.

Skal der bygges en bro, ventes arbejdet at blive delt op i en nordlig tilslutningsbro, en højbro over sejlrenden og en sydlig tilslutningsbro. Det betyder, at der sandsynligvis vil blive valgt tre hovedentreprenører, som får brug for hver sit produktionssted.

Produktionen af elementer kan bedst ske i områder, der i forvejen anvendes til industrielle formål, fx havneområder. Bropiller og sænkekasser til bropiller for tilslutningsbroerne kan mest optimalt fremstilles op til 80 km fra brolinjen, mens fremstillingen af fundamenterne til højbroens pyloner ligger bedst op til 120 km fra brolinjen.

Overbygningen til broen, dvs. brofagene, fremstilles på en stålfabrik, der kan være placeret hvor som helst i verden. Fagene produceres i mindre sektioner ved hjælp af et stort antal svejsere og højt specialiserede og kostbare faciliteter. Udgiften til den efterfølgende transport over lange afstande er derfor mindre vigtig.

Hvis der skal bygges en tunnel, bliver der sandsynligvis tale om en sænketunnel, der fremstilles af et stort antal ens elementer, som produceres på land. Det kan enten ske i et udgravet støbebassin eller i en dok, hvorfra elementerne kan sejles til linjeføringen. Her sænkes elementerne ned i en afgravet rende og kobles sammen med hinanden, hvorefter renden bliver opfyldt, så tunnelen dækkes.

På forhånd ventes etableret to eller tre større pladser, hvor produktion af tunnelelementer kan finde sted. Produktionsstederne kan i princippet placeres hvor som helst i Skandinavien og Nordeuropa, så længe der er adgang til elementerne fra havet. Af hensyn til transporttid og omkostninger anses en afstand på 60-80 km fra linjeføringen dog at være den mest sandsynlige.