Femern A/S fokuserer for øjeblikket på den komplicerede planlægning af projektet. Den første, større milepæl for selskabet ligger i 2012, hvor alle tilladelser fra myndighederne skal være i hus for at kunne opfylde målet om en åbning af forbindelsen i 2018.
Planlægningen rummer både undersøgelser af en bro og en tunnel. Først når alle vurderinger er gennemført i 2012, kan den endelig tekniske løsning og linjeføring fastlægges.
Det hidtidige arbejde med godkendelsesprocessen i både Tyskland og Danmark har vist, at projekt 2012 både bygger på erfaringer og involverer nye udfordringer.
De nye udfordringer består bl.a. i, at reglerne i de to lande ikke er helt ens og at myndighederne tilrettelægger arbejdet på hver deres måde. Dels at myndighederne i de to lande ikke kender deres direkte modpart i det andet land – og derfor behøver sagsbehandlerne tid til at tale sammen og lære hinanden at kende.
Under arbejdet med den faste Øresundsforbindelse mellem Danmark og Sverige i 1990’erne stødte man ind i tilsvarende problemstillinger. Femern A/S gør derfor brug af erfaringerne fra dengang, og en række erfarne medarbejdere fra Øresundsprojektet er involveret i planlægningen af Femern Bælt-forbindelsen.
- Selv om der er mange ligheder mellem Øresunds- og Femern-projektet, er der også forskelle, hvor vi skal finde helt nye løsninger. Det gælder både under den igangværende planlægning og under det kommende anlægsarbejde. Derfor har vi allerede nogle tyske medarbejdere ansat i selskabet, og vi arbejder tæt sammen med tyske konsulenter med henblik på at opnå den mest smidige og korrekte proces med myndighederne i Tyskland, siger projektdirektør i Femern A/S, Claus Dynesen.
For øjeblikket drejer store dele af arbejdet sig om at forberede godkendelsesprocessen hos myndighederne i både Danmark og Tyskland. Hertil kommer planlægning og design af hhv. en tunnel og en bro for at kunne beslutte, hvilken af de to løsninger, der er bedst egnet. Femern A/S har tre erfarne folk, der tager sig af disse opgaver:
|
Projektdirektør Claus Dynesen er medlem af ledelsesgruppen og har det overordnede ansvar for miljø- og myndighedsprocessen. Ansvaret omfatter blandt andet de nødvendige miljøundersøgelser og koordinering med relevante myndigheder. Claus Dynesen har tidligere været projektdirektør for miljø og myndighedsbehandling ved anlægget af Øresundsforbindelsen og har haft tilsvarende arbejdsopgaver ved anlægget af Storebæltsforbindelsen. |
![]() |
Projektchef Steen Lykke er ansvarlig for udarbejdelsen af forslaget til en tunnelløsning. Sammen med sine medarbejdere og den eksterne rådgivergruppe Rambøll, Arup & TEC har Steen Lykke ansvar for at udarbejde et projektforslag til godkendelse hos myndighederne i Danmark og Tyskland. Ud over design af selve sænketunnelen inkluderer opgaven også design af tilslutningsanlæggene på Lolland og på Fehmarn. Steen Lykke er civilingeniør og har tidligere bl.a. været projektchef for anlægget af Øresundsforbindelsens sænketunnel og for verdens dybest placerede sænketunnel i Istanbul under Bosporus-strædet. |
![]() |
Projektchef Henrik Christensen er ansvarlig for udarbejdelsen af forslaget til en broløsning over Femern Bælt. Henrik Christensen og hans medarbejdere får bistand fra rådgivergruppen COWI-Obermeyer til at udarbejde et projektforslag, som myndighederne i Danmark og Tyskland skal godkende. Ud over design af selve broløsningen, inkluderer opgaven også design af tilslutningsanlæggene på Lolland og Fehmarn. Henrik Christensen er civilingeniør og HD og har tidligere bl.a. været Design Manager på Øresundsbroen og teknisk chef for Citytunneln i Malmø. |